
Jeg har ledt og ledt efter en god opskrift på fastelavnsboller. Ledt, siger jeg… Og endelig fandt jeg den. På hjerteforeningens hjemmeside, for det ikke skal være løgn.
Jeg lavede lidt om på bolledejen. En dej uden salt = minus smag.
PS. Hvorfor er alle opskrifter på ret mange stk, når man bare skal bruge 3 stk?
18-20 stk
50 g gær
½ dl håndvarmt vand
1 spsk. sukker
1 tsk salt
2 dl skummetmælk
1 æg
2 spsk olie
evt ½ tsk kardemomme
500 g hvedemel
Kagecreme:
1 æg
3 spsk sukker
1 spsk majsstivelse, fx Maizena
2 dl skummetmælk
korn fra ½ stang vanilje eller ½ tsk vaniljesukker
1 dl marmelade
Rør gæren ud i vandet. Tilsæt de øvrige ingredienser (hold lidt mel tilbage) og ælt dejen godt. Lad ejen hæve tildækket i ca ½ time.
Lav kagecremen imens. Pisk alle ingredienser til kagecremen sammen.Varm cremen op til kogepunktet under konstant omrøring. Kog cremen under omrøring i ca. 1 min og lad den køle af. Drys evt. med lidt sukker, så kommer der ikke ”skind” på.
Slå dejen ned og ælt den godt igennem. Del dejen i to lige store dele. Rul hver del ud til en firkant på ca 30 x 30 cm. Del hver firkant i 9-10 lige store firkanter. Læg 1 tsk kagecreme og/eller marmelade på hver firkant og saml de fire hjørner. Luk bollen godt omkring cremen ved at trykke kanterne sammen. Sæt bollen på pladen med lukningen nederst. Lad bollerne efterhæve ca. ½ time. De pensles med sammenpisket æg eller kaffe, og bages midt i ovnen ved 200 grader i 12-15 minutter.
Køl bollerne af og drys dem med flormelis eller pynt dem med kakaoglasur, som laves af 2½ dl flormelis, 2 tsk kakao og 5-6 tsk vand, der røres sammen.